Diskussionsopgave i Dansk

Krigen afhænger af Obamas situationsfornemmelse

Diskussion over artikel af Søren Espersen, Nu må Obama finde sammen med Putin.

Skrevet af Alba Høeg Andersen 1.s Rysensteen Gymnasium

 

Søren Espersen sætter ord på sin frustration over folks misforståelse af sagen; det handler nemlig ikke om den magt Putin kan vinde ved samarbejdet, men om hvordan vi får de to parter til at indgå et samarbejde i første omgang. På den ene side handler sagen vel om, at nogen eller noget rusker op i de to parter, så der kan komme en ende på Islamisk Stat. Men på den anden side må man også overveje, om Putin overhovedet er den oplagte samarbejdspartner?

Problemet kan løses ved, at de to præsidenter begge må sluge hver sin kamel og sætte sig ned til et glas medie-venlig Brandy, så deres nyindtrufne samarbejde rigtig kan beundres. Men bare fordi Churchill gjorde det i sin tid for, at stoppe en igangværende verdenskrig betyder det ikke, at denne taktik ville virke i dag. Måske denne tilgang ville passe bedre ind i en verden á la House Of Cards, hvor en evigt anspændt magtkamp hersker mellem USA og Ruslands to fiktive præsidenter – og der tit diskuteres politik over Brandy-glasset. Naturligvis skal det formelle partnerskab etableres på en eller anden måde, men hvorfor ikke bare vise sagen frem i al sin gennemsigtighed i stedet for denne lettere naive og gennemskuelige strategi?

En grund til at USA og Rusland straks burde indgå et samarbejde, som kan bekæmpe Islamisk Stat kunne være, at vi 15. marts rammer seksårsdagen for krigen i Syrien. Stridighederne har stået på længe, og der er hårdt brug for en indgriben udefra. Men Obama og Putins samarbejde er måske ikke så attraktivt et tilbud, som vesten ser det.

Rusland er længe blevet beskyldt for, at bombe civile og oprørere i stedet for de egentlige fjender, Islamisk Stat. Syriske modstandsfolk oplever ugentligt russiske bombefly angribe fredelige områder som skoler, hospitaler og markedspladser, der ikke har skyggen af islamistisk terror over sig. Af det kan man sige, at Rusland måske ikke har skabt sig det bedste ry blandt de ramte syrere. Men samtidig benægter Rusland dette og fejer anklagerne af sig, for så i stedet at skyde skylden på humanitære organisationer som Amnesty International, som primært snakker til den vestlige verdensbefolkning.

Hvis Rusland som påstået kun handler i Syrien på legitimt grundlag og ønsker intet andet end verdensfred, er Putin en oplagt medspiller i kampen for krigens ende. Men hvis de civile bomninger der dagligt foregår i Syrien kommer fra russiske bombefly, poserer Putin for alvor en trussel og en meget uheldig samarbejdspartner.

Derfor handler situationen vel om Obamas valg; om han kan gennemskue sandheden bag Putins politik. For hvis USA’s præsident rigtignok er en forsigtigper, der ifølge Søren Espersen slet ikke har gjort sig fortjent som Nobelprismodtager, er det Obamas tur til at handle og gøre en ende på krigen – nu når Putin er så utilregnelig.

Man må nemlig have for øje, at konflikten ser forskellig ud fra de to forskellige sider. Men hvordan vil Obama vælge at se situationen?

Rusland betragter sig selv som den altafgørende stormagt, der blot ved et fingerknips kan ændre krigens kurs. De kunne endda gå så langt, som at kalde Rusland nødvendig for verdensfreden. Men deres handlinger stemmer ikke overens med spillereglerne, for hvis ikke russiske styrker har kastet bomber over uskyldige syriske borgere, hvem har så?

Der er naturligvis det historiske aspekt med Rusland og USA’s langtrukne konflikter. Man kunne dog håbe, at et potentielt samarbejde kunne få de to præsidenter til at deles lidt om hinandens teknologi, og derved være sikre på at ramme den rigtige fjende – også i hel bogstavelig forstand. Man må dog indse, at flere ting som national ære og en årelang implicit magtkamp kan stå i vejen for dette – samarbejdet ville kræve, at begge parter tør lægge sin personlige stolthed til side og at man fik af- eller bekræftet nogle af de mange rygter og uvisheder. Det skulle (efter sigende) gerne være i alles bedste interesse, at ende krigen i Syrien på den ene eller anden måde.