Essay om kulturmødet med singapore

Kulturmødet og rejsens betydning

Af Ditte Enemark Nielsen 3.w

Efter næsten 20 timer i luften landede min klasse og jeg i Changi lufthavn i Singapore. Varmen og manglende søvn svømmede ind over mig som en overvældende bølge af træthed. Vi slæbte vores udmattede kroppe gennem Singapores gader og jeg kiggede mig forundrende omkring. Alt var anderledes, ned til selv den mindste detalje. Jeg kiggede op mod skyskraberne og følte mig pludselig som det mindste menneske i verden. Alt fra klimaet til deres regler om tyggegummi og rygning skræmte mig. Det skræmte mig på den måde hvor man er nervøs, men samtidig også spændt – spændt på at udforske byen, og mest af alt spændt på at møde den singaporeaner jeg skulle tilbringe to dage af min tur hos. For hvordan håndterer man et kulturmøde på så tæt hold? Husker man nu alle de ting lærerne har fortalt om god opførsel, at have NORA med sig i tankerne og selvfølgelig have et smil på læben?

En af de vigtigste ting jeg har lært, med henblik på min rejse til Singapore, er dét at være en god verdensborger og hvordan jeg scorer “god performance“ point på den fiktive verdensborgerliste. Men når man kommer så tæt på en anden kultur, og viden bliver til praksis, er det som om det hele virker mere skræmmende end nogensinde før. Jeg stod op en tidlig morgen og vaskede mit trætte ansigt på fællesbadeværelset. Der var blot en time til, at jeg for første gang skulle møde min singaporeaner. Luftfugtigheden fik mit hår til at kruse og jeg kunne mærke den voksende angst begyndte at krølle sig sammen til en stor kugle i min mave. Tiden fløj forbi og jeg fandt pludselig mig selv stående med min kuffert i hånden og om blot få minutter ville min singaporeaner komme og hente mig. Min klasse og jeg stod alle foran vores hostel, lettere anspændte, og kiggede på hinanden. Pludselig kom en stor gruppe unge mod os og en overdyngende lyd strømmede ind i mine ører. Jeg kiggede febrilsk efter min singaporeaner og pludselig stod hun der. En ung malaysisk pige på 14 år ved navn Danishara, med store brune øjne og et kæmpe smil på læben. Jeg strakte min hånd frem mod hende, og hun vinkede. Dette endte ud i et noget så akavet kram, men jeg var fast besluttet på, at dette skulle ikke ødelægge mit ophold hos hende. Vi satte os ind i hendes fars bil og kørte mod hendes lejlighed. Mine forventninger var hverken høje eller lave. De var uvisse. Uvisheden tog over, og i 20 minutter udvekslede vi ikke mere end et par enkelte ord med hinanden. Jeg kiggede ud af vinduet, og observerede alt på min vej. Palmetræerne, kondensen på vinduerne og skyskrabere så langt øjet rækker. Igen overvældede følelsen af at være meget lille, i en meget stor by, mig. Da vi ankom til hendes lejlighed hankede jeg op i mig selv, og besluttede mig for, at dette ophold nok skulle blive en god og i hvert fald lærerig oplevelse. Jeg blev sat ved et bord med en stor karryret placeret foran mig. Med det samme lagde jeg mærke til fraværet af både kniv og gaffel. Skulle jeg spise med hænderne? Jeg kiggede lettere fortvivlet på min singaporeaner og hendes mor, som smilte.

Stemningen i lejligheden var trykket, og det var tydeligt, at alle kunne mærke det. Da snakken mellem os endelig begyndte at være mere afslappet, faldt snakken på skolesystemet i både Danmark og Singapore, og det gik pludseligt op for mig, hvor vital en forskel der var på os og vores kultur. Efter hvad der føles som flere uger, faldt mit ansigt ned på puden og jeg lagde mig godt til rette i den kølige aircondition brise fra loftet. Jeg tænkte tilbage på min dag og satte mig for at huske alle mine nye minder. Idet jeg begyndte at tænke, føltes min horisont pludselig mere udvidet. Jeg havde levet i en komplet anden kultur på helt tæt hold i en dag nu, og det føltes fantastisk, til trods for at det også havde været hårdt for både krop og sind. Pludselig var den der igen. Bølgen af komplet træthed. Den svømmede ind over mig, og jeg kunne genkende følelsen fra tidligere den uge. En helt særlig følelse af, at mit liv var beriget med nyt stof til eftertanke, og en følelse af at være blevet klogere. Klogere på mennesker, på mad og på mig selv. Og sidst men ikke mindst følte jeg mig mere kulturel og som en del af vores globaliserede verden end jeg nogensinde før havde følt. Jeg var blevet en verdensborger, og det føltes fantastisk.