Hvad sker der, når man møder en islændinge?

 

Når man arbejder med én specifik destination i to år, får man efterhånden tilegnet sig en masse ideer om, hvad det vil sige at rejse til den givne destination. Man tilegner sig viden ved at læse historiske tekster, ved at læse landets litteratur – ikke mindst de islandske sagaer – og høre en masse fra folk, der ligeledes har læst en masse om landet.

Den mest gængse fortælling inden vi tog til Island var, at islændinge elsker rådden haj, fortsat ser sagerne som verdens vigtigste litteratur og ikke mindst lever af øl og skyr.

Med andre ord er man altså ret overbevist om, at man ved, hvad der kommer til at møde én allerede inden, man tager afsted.

Bliver man så overrasket, når først man står dér? Det gør man forhåbentlig altid, da rygter og bøger sjældent afspejler alle de nuancer, der er i et kulturmøde.

Så spørgsmålet må blive, hvad der overraskede mest, og hvad der overraskede mindst i kulturmødet. Dette har vi fra 3.X, der lige er vendt hjem fra Island, forsøgt at give vores bud på. Herunder er de tre vigtigste tanker fra klassen samlet.

For det første havde ingen af os regnet med, at der ville blive et reelt kulturmøde. Island har været en del af Danmark indtil 1944, islændingene lærer dansk i skolen, og mange islandske unge tager til Danmark for at studere. Ret hurtigt måtte vi dog erkende, kultur møde eller ej, at bliver man sat ned i andet fællesskab, end det man er vandt til, vil man møde en ukendt dynamik, som man må prøve at forstå, for at kunne leve i den. – Og dette møde kom bag på mange af os.

Mere jordnært, bliver en elev fra Vesterbros cykelstier overrasket over, hvor meget islændinge kører rundt i biler. Der er ingen offentlig transport og heller ingen cykler, så vil man rundt, er det i bil. At der ikke er et alternativ til bilen er måske årsagen til, at islændingene er så sikre i deres kørsel. For de er VIRKELIG sikre i deres kørsel. Det inkluderer altså at snappe, tage billeder og sms’e mens man kører. Det var heller ikke usædvanligt at køre i nødsporet, hvis der var kø på vejen, og man var kommet for sent ud af døren. Udover at vi flere gange havde nærdødsoplevelser, virker det en smule paradoksalt, at de flager så meget med grøn energi og så oser afsted i hver deres store oliesluende køretøjer. Der kan de måske få lidt inspiration, når de kommer til den københavnske cykel-kultur.

Slutteligt, må man som dansker forvente, at alle islændinge har en holdning til ens nationalitet. Og holdningen er ofte mere personlig end politisk. De guides vi havde rundt på forskellige attraktioner udtrykte altid, hvilken opfattelse de havde af kolonihistorien – og det var ofte med en mentalitet, hvor Danmark var den grusomme fjende. Samtidig havde mange mennesker julelys i øjenene, når de talte om rejser til København. Så kærligheden til selvstændigheden skubbede holdningen til Danmark i en negativ retning, men den sammenflettede historie og kultur gør alligevel, at Island og Danmark har bibeholdt en nær relation.

Vi fik ikke afkræftet, at islændinge holder meget af skyr og islandske sagaer, men vi må dog indrømme, at der var meget andet, der definerede vores møde i langt højere grad. Vi fik dog bekræftet, at man lærer langt mere ved at tilegne sig sin menneskelige viden væk fra skolebøgerne og ude i verden. At blive udfordret på og konfronteret med ens måde at se tingene på er altid sundt. Det må også være essensen af kulturmødet at skabe en selvreflektion ved at se mennesker, der lever hverdagen en smule anderledes end en selv.