Nordplus’ere besøger vores GCP-destination!

Ti 1g’ere fra Rysensteen rejste i starten af marts  til Island for at mødes med svenske, norske og islandske gymnasieelever for at arbejde med sprog, kultur og identitet i norden og for at styrke deres faglige og sociale forbindelser med de andre nordiske lande. Temaet for Islandsrejsen var de nordiske sprog og globaliseringens indflydelse på sproget. På rejsen arbejdede eleverne bl.a. med sprogets betydning for identitet og fællesskab, forskelle og ligheder mellem de nordiske sprog og med, hvorvidt den nationale identitetsfølelse ændrer sig i takt med indflydelsen fra engelsk og etniske minoriteters sprog i det danske. Herunder følger elevernes dagbog fra turen:

Mandag
Vi mødtes alle i lufthavnen om morgenen, og efter omtrent tre timer i flyet var i Keflaviks lufthavn. Her hentede en bus os, som så kørte os derhen, hvor vores værter ventede. Alle udvekslingseleverne og deres værter mødtes på skolen, hvor der var speed dating, så man fik lært hinanden mere at kende. Om aftenen inviterede en af de islandske piger til vaffler, og der var vi til sent på aftenen.

Tirsdag
Vi mødtes på den islandske skole, hvor vi fik rundvisning af eleverne, og derefter skulle arbejde med vores quizzer i grupper. Da klokken blev 13.20 blev vi i grupper sendt ud til forskellige seværdigheder i Reykjavik, og mange af danskerne endte turen på en café i centrum. Om aftenen mødtes vi alle for at bowle, men da der ikke var nok baner ledige, kørte vi i stedet hen for at spise is.

Onsdag
Dagen startede med et foredrag om det islandske sprog og efterfølgende skulle vi fortsætte vores gruppearbejde. Klokken 13.30 skulle alle udvekslingseleverne med bussen til Nationalmuseet til en udstilling om Islands historie. Om aftenen tog alle på restauranten Hamburgerfabrikkan, og derefter tog danskerne hjem til en af islændingene.

Torsdag
Vi startede på skolen i grupperne med forberedelserne til den fremlæggelse, vi skulle lave fredag, og bagefter skulle udvekslingseleverne mødes ved bussen. Vi kørte først til Thingvellir nationalpart, derefter til Geysirne og til sidst Gullfoss. Vejret skiftede mellem snestorm og solskin, men da vi senere på eftermiddagen tog til et udendørs poolområde var vejret helt fint. Senere på aftenen var der film på skolen, og bagefter prøvede nogle af os danskere og vores værter at jagte nordlys, men vi kunne ikke se det.

Fredag
Fredag morgen skulle en repræsentant fremlægge, hvad grupperne var kommet frem til, og bagefter mødtes alle ved bussen, der kørte os til den blå lagune. Der havde vi to timer, hvor solen hele tiden skinnede. Vi spiste aftensmad på skolen, og tog til afskedsfest om aftenen. Da klokken blev omkring 4.30 kørte vi til busterminalen, hvorfra vi tog bussen til lufthavnen.