Om kinesisk på Rysensteen

Hvorfor lære kinesisk?
Kina spiller en større og større rolle for hele verden, og ikke mindst for Danmark. På grund af globaliseringen stormer det internationale samarbejde med Kina nu for alvor frem. Kina er blevet en økonomisk supermagt, og derfor er det i dag nødvendigt at imødekomme Kinas sprog, kultur og samfund.
Kinesisk er verdens største sprog og er talt af hvert femte menneske på jorden. Kineserne er ikke kun i Kina, de rejser ud af Kina som aldrig før. Du kan derfor bruge kinesisk i hele verden og du får en global profil.
Ved at få indsigt i kinesiske sproglige, samfunds- og kulturforhold bliver du rustet til fremtiden – og der er brug for dig.

Hvad lærer du i kinesisk på Rysensteen?
Kinesisk er et begyndersprog, og vælger du at lære kinesisk, får du faget på A-niveau. Det betyder, at du har faget i alle 3 år i gymnasiet.
Kinesisk er et færdigheds-, videns- og kulturfag. Dets genstandsområde er det kinesiske standardsprog (putonghua), som det tales og skrives i Folkerepublikken Kina.

Målet for undervisningen er at …

  • kunne forstå hovedindholdet af talt kinesisk om dagligdags forhold.
  • kunne kommunikere på kinesisk ved at udtale kinesisk forståeligt, benytte et basalt ordforråd samt anvende grammatiske former i et ukompliceret kinesisk talesprog.
  • kunne forstå og perspektivere emner om sproglige, kulturelle og samfundsmæssige forhold i Kina.
  • kunne skrive ukomplicerede korte tekster med kinesiske tegn.

Hvordan lærer du kinesisk
Vi bestræber os på at lave undervisningen varieret. Dette gøres blandt andet ved hjælp af lytteøvelser, gruppearbejde, pararbejde, videoklip, rollespil m.m. Der lægges vægt på, at du hurtigt kommer til at tale sproget gennem små mundtlige øvelser. Skriftlige øvelser underbygger hele tiden denne indlæring.
IT er en integreret del af kinesiskundervisningen, dvs. at IT bruges til sprogtræning, herunder tale- og lytteøvelser samt informationssøgning nationalt og internationalt.

Rysensteens elever siger om kinesisk
Synes du kinesisk er svært?
“Kinesisk er overraskende let, det udfordrer på nye måder og er utroligt sjovt. Man kan ikke andet end at elske sproget! ”
-Olivia, 1.D

Tror du at du vil kunne bruge dit kinesiske?
”Jeg får brug for mit kinesiske i mange sammenhænge. Kina er en kæmpe verdensøkonomi, og der er ikke mange andre, der både kan tale engelsk, kinesisk og dansk. Derfor vil det være en kæmpe bonus, når jeg senere skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg føler allerede på det første halve år af 1.g, at jeg har lært utroligt meget. Kinesisk er et let sprog næsten uden grammatik og det er derfor rigtig sjovt at kaste sig ud i.”
-Sarah Andersen, 1.D

Hvad synes du om undervisningsformen i kinesisk?
”Det fede ved kinesisk er at det er så anderledes. Det minder ikke om noget andet fag du har haft. Derfor bliver man også altid glad når der står kinesisk på lectio.”
– Ane, 1.D