Jeg blev født som verdensborger i Kairo den 26. september 2016

mindre-srt

Siden jeg som 1 årig rejste rundt i Caribien og som 6-8-årig boede i Nepal, har jeg efterhånden rejst verden tynd som backpacker i Indien og Mexico og som turist i de fleste europæiske hovedstæder. Men det var først på en flodpram på Ægyptens berømte flod, Nilen, at jeg for alvor mærkede suset af reelt at være en verdensborger.

Spændingen var på sit højtepunkt. Det, vi havde arbejdet os henimod gennem de sidste tre år, var nu ved at blive en realitet. Rejsen til Ægypten! Den enorme Austrian Air maskine var ved at lande i hovedstaden Kairo i Faraos gamle land, og vi skulle snart få mulighed for at mærke Ægyptens stærke kultur, se de smukke religiøse bygninger med glamourøse gudeafbildninger og opleve det kaotiske gadeliv og de farvestrålende bazarer, som vi havde hørt så meget om. Men ikke mindst glædede vi os til at gense vores ægyptiske venner, som allerede i foråret havde besøgt os i København.

Vi ankommer til en iskold, airconditioneret lufthavn søndag d. 18 september. Da vi når til ankomsthallen, bliver vi mødt af forundrede blikke fra militærvagter med store geværer. På grund af de seneste års terrorbegivenheder i landet har de i lang tid ikke set så mange turister på én gang. Bag glasruden står et væld af gladesfyldte mennesker, og iblandt dem er der velkendte ansigter, der venter på os i spænding i deres nystrøgede skoleuniformer. Her bliver vi overvældet af en velkomst, som vi aldrig har oplevet før. Hundredevis af mennesker står nærmest oven på hinanden med næserne trykket mod ruden, som var vi en højst eftertragtet seværdighed. Min egen vært står her også og tager hjerteligt imod mig. Der opstår kaos, da vi træder ud af glasdørene. Udenfor er der et virvar af mennesker, baggage, en ulidelig tung varme, larm og trafik, og vi forsøger alle at finde vores respektive værter. Det bliver ikke nemmere af, at nogen har fået byttet værter, så de ikke skal bo hos den samme, som boede hos dem i København. Heldigvis skal jeg bo hos Reema, som jeg selv havde besøg af. Jeg kan igen slappe af, da vi endelig sætter os ind i hendes skinnende sorte Mercedes, hvorefter vi bliver kørt hjem af hendes chauffør.

 Mit værelse hos Reema ligner en blanding af et bordel og en tøjdyrsbutik. Værelset er dekoreret med kunstige blomster, rødt velour og tårnhøje pornoagtige stilletter i alle farver. Umiddelbart kan jeg tælle 74 bamser – alle med klichéagtige kærlighedscitater på maven. Midt i rummet hænger en stor lyserød sky med flere hundrede påklistrede kærestebilleder, og dem der er for store til at være der, er indrammet og placeret rundt omkring på værelset. Jeg låner værelset af søsteren, som netop er blevet forlovet i en alder af 18 år.

Allerede nu er jeg helt overrumplet af det fremmede. Det ligner jo slet ikke et ungdomsværelse, som jeg kender det. De fleste på vores alder har for længst udryddet bamserne og alt det andet fra det gamle børneværelse. Men samtidig er vi jo ikke dér, hvor vi ligefrem udstiller vores seksualitet.

Det er, som om dette værelse netop repræsenterer dét, som jeg synes, jeg har oplevet hos de unge ægyptere: At de på en mærkelig måde befinder sig i et vakuum – et sted mellem barndommen og voksenlivet, men uden at de helt kan finde ro med de forandringer, der finder sted i teenageårene. Mit indtryk er, at vestlige unge har en mere glidende overgang fra barn til voksen. Det virker, som om de ægyptiske unge ikke helt har fundet sig selv i deres ungdom endnu. Ikke fordi vi danskere har dét, men vi har en klart mere naturlig og ”ærlig” overgang, og det skift, der sker mht. seksualitet, er ikke noget vi behøver skjule og fornægte. Reemas søsters værelset forestiller på den ene side en lille piges puttenutte landskab, og samtidig ligner det næsten et bordel. Som om ”voksensiden” af hende får et alt for voldsomt udtryk. Hvor er hun mon selv i dét her?

Da vi bliver kørt til skole næste morgen, oplever jeg dét, som jeg vil komme til at opleve hver eneste morgen resten af ugen. Vi lytter til den indoktrinerende oplæsning af koranen, der kører i radioen hele vejen over til skolen. Her sænker sig en ro, for det er vigtigt for muslimerne (siger Reema), at der ikke er for megen snak, og at opmærksomheden hovedsageligt er rettet mod koranoplæsningen. På samme måde bliver man mindet om Islam, når snakken afbrydes af den daglige rungende og messende stemme, som kalder til bøn, og overdøver byen fuldstændigt.

Vores partnerskole, ”Dr. Nermien Ismail Language Schools”, er en velorganiseret, struktureret og disciplineret privatskole. Hver morgen skal eleverne stå ret på rad og række i deres nystrøgne uniformer og synge med på Ægyptens nationalsang, der ”blaster” ud over plænen, hvorefter de systematisk går enkeltvis ind på skolen og finder deres klasseværelse. I anledning af vores besøg er der nogle af lærerne, der forsøger at inddrage os i undervisningen ved at lægge op til diskussion om en række tabubelagte emner, som kan illustrere, hvor forskellige, vi kan være. Skolen praktiserer under normale omstændigheder udenadslære, og det er tydeligt, at eleverne ikke er vant til at diskutere og sætte spørgsmålstegn ved noget. Groft sagt lader det til, at de ikke lærer at tænke selv og have en selvstændig mening om noget. Dette hænger selvfølgelig også i høj grad sammen med deres religions enorme betydning. Som flere af eleverne sagde: Alle svar findes i Koranen. Det er tydeligt, hvordan deres hverdag er domineret af religion og af en opvækst i et patriotisk samfund, hvor et godt omdømme – især for pigerne – er altafgørende.

En af de følgende dage lejer egypterne en fodboldbane på en af nationalskolerne, hvor vi låner faciliteterne efter skolens lukketid. Men vi når ikke at spille meget bold, før fire vrede mænd kommer hen og beder alle pigerne om at gå øjeblikkeligt, hvis ikke de kan dække skuldrene og håret. Det er virkelig svært for mig at forstå, hvorfor det skal være så stramt og firkantet det hele.

En anden ting, jeg har svært ved at forstå i Ægypten, og som står fuldstændigt i modsætning til alt det stramme og firkantede, er trafikken. Den er hektisk og ustruktureret. Bilisterne overhaler, som det passer dem og kører så tæt, at der ofte kun er et enkelt hagls bredde mellem bilskærme og gadefejere, som vader tværs over motorvejen for at gøre deres arbejde. Den uorden vænner jeg mig nok aldrig helt til. Her er ingen vejskilte eller lyskurver. De overhaler indenom, hvis det er lettest og kører 160 i timen bortses fra, når de holder stille i en af de mange tætpakkede køer. Til gengæld, hvis man overholder færdselsreglerne vil det gå galt, fordi alle andre gør det ikke. De har opbygget deres egne systemer midt i kaosset.

Hvor er det egentlig vildt, at ægypterne, med al deres religiøse disciplin og alle deres stramme regler for god opførsel og ordentligt omdømme, alligevel kan opføre sig så sindssygt, når de befinder sig i trafikken. Det er som om det buldrende kaos kommer til at virke helt oprørsk i forhold til alle reglerne i samfundet.

Nu er dagen kommet, hvor vi har fået lov til at shoppe i en af de berømte bazarer i Kairo. De scenerier, der rammer ens øje er, så eksotiske og uforudsigelige som var man trådt ind i den vildeste filmkulisse. Bazaren er et væld af sanselige indtryk. En ukendt krydret luft fyldt med røgelse og krydderier og en tung sød duft af shisha (vandpibe), der fylder de smalle tætpakkede stier. Stierne er støvede og snavsede, men fyldt med flotte farvestrålende tørklæder og kjoler, orientalske tæpper, funklende overflod af smykker og religiøse genstande, dekorative kunstværker og pudsige finurligheder. Midt iblandt alle duftene og de spraglede farver står de sorte tildækkede kvinder igen i en stærk kontrast. Flere kvinder bærer Burka, hvor det eneste, man kan ane, er deres øjne gennem store mørke solbriller, der skærmer dem fra det skarpe dagslys. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det virker frihedsberøvende og kvindeundertrykkende, selvom de sikkert selv er stolte af den. For mig er det en meget firkantet tolkning af Koranen og en gammel tradition, der skal markere de hierarkiske kønsforskelle mellem mænd og kvinder. Der er mange ting, jeg ikke forstår. Jeg får så mange indtryk på denne tur, og noget af det hænger bare ikke sammen. Jeg prøver desperat at finde nogle sammenhænge, nogle mønstre der kan få det til at give mening for mig.

Der hvor Ægypten i sin kultur er meget firkantet og traditionsbunden, har landets kultur samtidig denne vilde farverige, krøllede og sanselige måde at udtrykke sig på. Og der, hvor vi i Danmark har en kultur med menneskelig frihed og selvstændighed, har vi samtidig nogle kulturelle og kunstneriske udtryk, der er farveløse og kantede og med rene linjer. Jeg spekulerer på, hvad det er der gør, at deres stive religiøse og traditionsbundne samfund samtidigt er så utroligt inspirerende, smukt, farverigt og sanseligt. Det er, som om alt det, de ikke må udtrykke i virkeligheden, bliver udtrykt gennem deres kunst, religion, mad og arkitektur. Omvendt har vi jo egentlig i Danmark med vores frihed og selvstændighed en tendens til at omgive os med farveløst, firkantet, klinisk dansk design. Gad vide om vi i al vores frihed, og med de alt for mange valgmuligheder, livet byder os, har brug for ro omkring os med faste rammer og enkle strukturer? Og gad vide om de med deres stramme rammer, faste strukturer og ufrihed (især for kvinder) har brug for at bryde ud af dette ved at udtrykke deres sanselighed af andre veje?

Der er så mange forskelle imellem ægypterne og danskerne. Men alligevel har jeg hele tiden haft en følelse af, at der er noget, der binder os unge sammen alligevel. For eksempel griner vi af de samme film, cruscher på de samme tv-stjerner og synger med på de samme sange. Og vi snakker om mange af de samme drømme og visioner for fremtiden.

Indsigten i de mange ligheder og en ægte fællesskabsfølelse kulminerer for mig, da vi sent hen af aftenen den 26. september træder om bord på en båd på Nilen – en gruppe på 15 unge mennesker: ægyptere og danskere. Vi har kørt mange kilometer for at komme derud, og nu er vi på en lille sejltur sammen. Mens vi flyder rundt midt på floden, langt væk fra forventninger, tradition, religion og hverdag, mærker jeg en pludselig stærk følelse af, at vi alle sammen befinder os samme sted. Ikke bare fysisk. Men nærmest kosmisk…

Dét at det er muligt at mødes for to så vidt forskellige kulturer og sidde på en båd og være helt sig selv, grine, lytte til hinandens musik og danse, som man har lært at danse, tale fælles sprog, åbent og ærligt, og lade sig inspirere og lære i en vekselvirkning mellem hinanden. Denne helt særlige oplevelse gav mig en stærk følelse af, at når alt kommer til alt, så har vi jo lyst til hinanden. Trods alle forskellene og alt det fremmede, vi ser i hinanden, og uanset religion eller kultur. Det er her, jeg bliver født som verdensborger. Fri af kulturbindinger og forventninger. I den frihed møder man hinanden et andet sted. Kultur og religion er jo smukke ting, og det er forskellighed også. Men det er først, når man kan frigive sig en smule fra dét og finde derhen, hvor man reelt møder hinanden og finder ind til kærnen af dét at være menneske. Det er her, man bliver til en verdensborger, når man kan frigøre sig fra alt andet og udelukkende være tilstede som menneske sammen med et andet menneske.

Essay af Frida Landau