Hvad helvede er en verdensborger?

screen-shot-2016-11-10-at-17-38-52

”Verden i dag mangler i uhyggelig grad respekt for forskelle og mod til dialog mellem kulturer i et fælles verdensborgerligt liv”. Sådan indledes sidste kapitel i Peter Kemps bog fra 2005, Verdensborgeren som pædagogisk ideal. Og spørger man mig, så har filosoffen fat i vor tids muligvis vigtigste problemstilling. Med teknologien og globaliseringen i den 21. århundrede synes alting muligt. Men hvordan i alverden skal vi forholde os til hinanden?

Cairo, Egypten, 25. september 2016, ca. 20:30. I en Uber sidder jeg med fem venner; to danskere og tre egyptere stablet ovenpå hinanden for ikke at forstyrre bilens syvende mand, chaufføren. Vi er på vej til en fodboldbane lidt udenfor centrum, hvor planen er at mødes med resten af Cairo-Copenhagen-gruppen for at spille noget aftenbold, mens de ikke-interesserede kan sidde på café og hyggesnakke. Efter en lille times kørsel ankommer vi til parkeringspladsen, og kort tid efter er hele gruppen samlet. Evindeligt nysgerrig som jeg er, går jeg med tre egyptere – to drenge og en pige, Farida – op ad trappen til det mellemstore stadion, som egypterne har lejet til anledningen. Jeg når akkurat at kaste et blik på den projektøroplyste kunstgræsbane og udstøde et ivrigt ”wow!” før vores lille flok bliver gået i møde af tre fuldvoksne mænd med fuldskæg, armybukser og støvler, der tilsyneladende kan rumme tre fødder hver. Jeg ser til mens egypterne snakker på arabisk, og jeg henkaster den temmelig aggressive tone med, at det meste på arabisk lyder som et skænderi. Men inden længe kommer Farida over til mig og fortæller, hvad mændene havde sagt: ”Jeg må ikke være på området, da jeg kaster skam over min familie ved at have bare skuldre”, lød det, og således gik vi alle tilbage til gruppen og samlede vores tanker. Fem minutter senere går selvsamme Farida, nu iført cardigan, med Victoria og to nye egyptiske drenge op for at forhandle en løsning med boldbanens vagter. Men deres krav var soleklare: Ingen kvinder, medmindre de er iført burka. Slukørede beslutter hele flokken i fællesskab, at det ikke er holdbart at forlade halvdelen af selskabet for at stille vagterne tilfredse. Vi iværksætter plan b og fordeler os på ny i 7-8 biler og kører tilbage i retning mod en stor gade med caféer, hvor vi kan sidde i stedet. Vi når ikke forbi mange vandpibecaféer, før jeg spørger min egyptiske vært på forsædet, om så tydelig kønsdiskriminering er normalt i byen og hvorvidt han finder det i orden, at en fodboldbane er lukket område for folk uden Y-kromosomer. Til det svarer han: ”Ja da! Det er kun naturligt. Banen er ejet af en islamisk drengeskole, som derfor ikke kan lukke piger ind – og det med de bare skuldre skyldes, at man i nogen grene af islam anser kvinder, der færdes utildækket på en gade om aftenen som prostituerede”. Ifølge islamisk lov er prostitution en synd, da det kun er indenfor ægteskabet, at man må omgås intimt. Den forklaring køber den del af den danske delegation, som er repræsenteret i bilen, ikke – og Victoria får da også udstødt et lidt for højlydt ”WHAT?!”. Hun tager det dog i sig igen, da hun indser, at det faktisk er 17-årige Ahmeds oprigtige overbevisning, at en af de episoder i hendes liv, hvor hun har følt sig allermest krænket på sine rettigheder, er helt og aldeles i orden.
Ved caféen senere samme aften spørger en af de egyptiske piger, som var med i bilen, Victoria og mig om vores syn på episoden. Vi svarer temmelig umiddelbart og i munden på hinanden, at det kvindesyn, som kom til syne ved fodboldbanen, er et vi aldrig før har oplevet, heller ikke i Egypten. ”Hvor må det være skønt at bo et sted, hvor man ikke skal tænke over sit køn og sin påklædning 24 timer i døgnet,” udstøder Basma så med et dybfølt suk. Vi søger en uddybning og spørger om man dog ikke kan gøre noget ved problemet, enten fra politisk side eller som privatperson. Hun kigger på os som om vi var komplet gale i bolden og svarer koldt: ”Ha! Som om det nogensinde kommer til at ske”.

Episoden har sat gang i mine tanker. På én gang finder jeg det helt fantastisk, at jeg kan føre en meningsfuld samtale med unge mennesker et så anderledes sted i verden – og på samme tid finder jeg det forfærdeligt, at man i Egypten i så høj grad er slave af sin kulturarv. At det er så fundamentalt for det egyptiske samfund, at kvinder opfører sig på én måde og mænd på en anden, og at det stort set ikke er muligt at ændre på. Og at det samme gælder alle mulige andre samfundsforhold: Religionens rolle, vigtigheden af familiebåndet og ikke mindst kærligheden til fædrelandet – og listen er endnu lang. Alle disse normer og traditioner er så dybt indridsede i det egyptiske samfund og egypternes identitet, at de formentlig vil forblive relativt uændrede mange årtier ud i fremtiden.
Men fører jeg egentlig mig selv bag lyset med mine udsagn, og gælder det i virkeligheden mig selv og mit samfund i ligeså høj grad? Bare med modsat fortegn? Det mener jeg ikke. Hvis man vil sætte et modsætningsforhold op mellem stat og individ, mellem tradition og modernitet, mellem fastholdelse og frihed, så lad mig sammenholde Egypten med USA. Mig selv og Danmark pakker vi væk indtil videre. Hos amerikanerne lyder mantraet gang på gang: ”Freedom! Freedom! Freedom!,” og tanken er, at enhver skal have (og for det meste også har) muligheden for at ’være sin egen lykkes smed’. Men på mange punkter har den amerikanske ideologi fejlet: Fokusset på individualisme og personlig frihed har medført et forskruet markedssystem, hvor økonomien har fået så frie tøjler, at det er skyld i et muligt nært forestående sammenbrud af nationen. Den oprindeligt smukke tanke bag liberalismen, formuleret i fordums tid af Adam Smith og John Locke, er i praksis blevet korrumperet til at danne ramme om et samfund, hvori man kun tænker på sig selv, hvori skellet mellem rig og fattig er vokset til en hidtil uset størrelse, og hvori de knap så heldige bliver ignoreret, ja nærmest trampet på. Et samfund, hvor man er så ensporede fortalere for det bestående demokrati, at man overser dets fejl og mangler og derfor ikke evner at forbedre det. Og dette i en tid hvor dets fundament for alvor er begyndt at skælve i takt med populismens udbredelse.
I skarp kontrast hertil står Egypten som den virkelige verdens bud på konservatisme (selvom der findes endnu mere konservative samfund andre steder i verden kan Egypten snildt anvendes i sammenligningen). Her kan du blive arresteret for at udtale dig krænkende om præsidenten, fordi ytringsfrihed i mange henseender kommer i anden række. Vigtigere end den er nemlig at værne om den ene værdi, egypterne reflekterer sig selv allermest i: Loyalitet mod Egypten. Her mener jeg både militæret, præsidenten, hans regering og hans forgænger, men også kulturen, religionen og historien, som landet er bygget op omkring. På skolen i Cairo synger samtlige elever hver eneste morgen nationalsangen, mens de ærefrygtigt skuer mod det store, blafrende flag, som tårner sig op over skolegården. Desuden er det gennemgående for samfundet, at man udviser den ypperste respekt for sin familie, hvilket for piger ofte kommer til udtryk ved et arrangeret ægteskab i en tidlig alder og for drenge ved tjeneste i militæret.
Mens man i USA opfatter sig som garant for fremtiden med det frie individs uendelige muligheder, er det i Egypten snarere fortidens storhed med fællesskabets traditioner, man lægger vægt på. Til fælles har de to samfundstyper dog det træk, at de er fanget i en selvopfattelse, hvor deres land er det centrum, andre skal kigge hen imod og søge inspiration hos. Dermed afviser man at kigge ud mod den store verden og ender i stedet med en snæver, national horisont.
Hvis jeg skal fortsætte i samme forholdsvis generaliserende toneleje, kan jeg uden dårlig smag i munden skrive, at jeg mener man i Danmark adskiller sig drastisk fra både det amerikanske og det egyptiske verdenssyn. Måske skyldes det, at Danmark historisk set har været dybt afhængig af internationale relationer både handels- og sikkerhedsmæssigt, og at vi derfor har været tvunget til at se ud over vores egen næsetip. Måske har vi valgt den rette ideologi, som indebærer en nogenlunde balance mellem de tre grundideologier. Måske er det tilfældigheder. Men uanset hvad, så anser jeg det som en dansk værdi, at man interesserer sig for og engagerer sig i andre samfund end det, man møder på sit eget dørtrin. Det er en dansk værdi at arbejde for idealet om et fællesskab for hele menneskeheden. Helt konkret er det en dansk værdi at have respekt for forskelle og mod til dialog mellem kulturer i et fælles verdensborgerligt liv.

I Cairo mærkede jeg for første gang hvad det vil sige at være verdensborger. Omsider, efter 18 års opdragelse i konceptet, hvoraf de seneste to har været ekstra intensive, så giver det fandengalemig mening. Nu gælder det om at holde fast.

Jeg vil lade Peter Kemps sidste ord i sin bog ligeledes blive de sidste i dette skrift. Om verdensborgeren skriver han følgende:

”Den globale verdensborger er således i dag den eneste figur, der formår at overvinde modsætningen mellem individ og statsborger, mellem den enkelte og staten. For viljen til at være verdensborger i globaliseringens epoke frigør individet fra staten og til det højeste politiske fællesskab hen over alle statslige bånd”.

Det er jeg enig med ham i. Og det er pisse vigtigt.

Essay af Viggo Lehrmann