Om Cairo

Cairo er den egyptiske hovedstad, som bebos af millioner af indbyggere. Cairo betyder “triumferende”, hvilket stemmer godt overens med byens historie. Cairo har altid været et kulturelt vendepunkt; byen huser blandt andet de berømte pyramider samt levn fra det antikke Egypten.
Cairo ligger et stenkast fra pyramiderne og ikke mindst Sfinksen, som er afbilledet her.
Byen huser mere end 20 universiteter, her i blandt Aswan-universitet, hvilket er anerkendt i hele den arabiske verden for at være et af de ypperste steder at studere Islam.
Skolens logo
Rysensteen Gymnasium har siden 2011 samarbejdet med den prestigefyldte Dr. Nemien Language Schools og er Global Citizenship Programmes ældste kontakt. Udover udveksling af elever, har gymnasiet også haft flere delegationer af egyptiske lærere.

Nyheder

National identitet

National identitet

Sebastian Hallstein Mortensen | 10th November 2017 | Permanent link

Efter et årti med politisk tumult, er den nationale identitet under forandring? 2015c har lavet en video om netop den nationale identitet. Videoen vises til GCP-dagen 2017.

Jeg blev født som verdensborger i Kairo den 26. september 2016

Jeg blev født som verdensborger i Kairo den 26. september 2016

mari828v | 11th November 2016 | Permanent link

mindre-srt

Siden jeg som 1 årig rejste rundt i Caribien og som 6-8-årig boede i Nepal, har jeg efterhånden rejst verden tynd som backpacker i Indien og Mexico og som turist i de fleste europæiske hovedstæder. Men det var først på en flodpram på Ægyptens berømte flod, Nilen, at jeg for alvor mærkede suset af reelt at være en verdensborger.

Spændingen var på sit højtepunkt. Det, vi havde arbejdet os henimod gennem de sidste tre år, var nu ved at blive en realitet. Rejsen til Ægypten! Den enorme Austrian Air maskine var ved at lande i hovedstaden Kairo i Faraos gamle land, og vi skulle snart få mulighed for at mærke Ægyptens stærke kultur, se de smukke religiøse bygninger med glamourøse gudeafbildninger og opleve det kaotiske gadeliv og de farvestrålende bazarer, som vi havde hørt så meget om. Men ikke mindst glædede vi os til at gense vores ægyptiske venner, som allerede i foråret havde besøgt os i København.

Vi ankommer til en iskold, airconditioneret lufthavn søndag d. 18 september. Da vi når til ankomsthallen, bliver vi mødt af forundrede blikke fra militærvagter med store geværer. På grund af de seneste års terrorbegivenheder i landet har de i lang tid ikke set så mange turister på én gang. Bag glasruden står et væld af gladesfyldte mennesker, og iblandt dem er der velkendte ansigter, der venter på os i spænding i deres nystrøgede skoleuniformer. Her bliver vi overvældet af en velkomst, som vi aldrig har oplevet før. Hundredevis af mennesker står nærmest oven på hinanden med næserne trykket mod ruden, som var vi en højst eftertragtet seværdighed. Min egen vært står her også og tager hjerteligt imod mig. Der opstår kaos, da vi træder ud af glasdørene. Udenfor er der et virvar af mennesker, baggage, en ulidelig tung varme, larm og trafik, og vi forsøger alle at finde vores respektive værter. Det bliver ikke nemmere af, at nogen har fået byttet værter, så de ikke skal bo hos den samme, som boede hos dem i København. Heldigvis skal jeg bo hos Reema, som jeg selv havde besøg af. Jeg kan igen slappe af, da vi endelig sætter os ind i hendes skinnende sorte Mercedes, hvorefter vi bliver kørt hjem af hendes chauffør.

 Mit værelse hos Reema ligner en blanding af et bordel og en tøjdyrsbutik. Værelset er dekoreret med kunstige blomster, rødt velour og tårnhøje pornoagtige stilletter i alle farver. Umiddelbart kan jeg tælle 74 bamser – alle med klichéagtige kærlighedscitater på maven. Midt i rummet hænger en stor lyserød sky med flere hundrede påklistrede kærestebilleder, og dem der er for store til at være der, er indrammet og placeret rundt omkring på værelset. Jeg låner værelset af søsteren, som netop er blevet forlovet i en alder af 18 år.

Allerede nu er jeg helt overrumplet af det fremmede. Det ligner jo slet ikke et ungdomsværelse, som jeg kender det. De fleste på vores alder har for længst udryddet bamserne og alt det andet fra det gamle børneværelse. Men samtidig er vi jo ikke dér, hvor vi ligefrem udstiller vores seksualitet.

Det er, som om dette værelse netop repræsenterer dét, som jeg synes, jeg har oplevet hos de unge ægyptere: At de på en mærkelig måde befinder sig i et vakuum – et sted mellem barndommen og voksenlivet, men uden at de helt kan finde ro med de forandringer, der finder sted i teenageårene. Mit indtryk er, at vestlige unge har en mere glidende overgang fra barn til voksen. Det virker, som om de ægyptiske unge ikke helt har fundet sig selv i deres ungdom endnu. Ikke fordi vi danskere har dét, men vi har en klart mere naturlig og ”ærlig” overgang, og det skift, der sker mht. seksualitet, er ikke noget vi behøver skjule og fornægte. Reemas søsters værelset forestiller på den ene side en lille piges puttenutte landskab, og samtidig ligner det næsten et bordel. Som om ”voksensiden” af hende får et alt for voldsomt udtryk. Hvor er hun mon selv i dét her?

Da vi bliver kørt til skole næste morgen, oplever jeg dét, som jeg vil komme til at opleve hver eneste morgen resten af ugen. Vi lytter til den indoktrinerende oplæsning af koranen, der kører i radioen hele vejen over til skolen. Her sænker sig en ro, for det er vigtigt for muslimerne (siger Reema), at der ikke er for megen snak, og at opmærksomheden hovedsageligt er rettet mod koranoplæsningen. På samme måde bliver man mindet om Islam, når snakken afbrydes af den daglige rungende og messende stemme, som kalder til bøn, og overdøver byen fuldstændigt.

Vores partnerskole, ”Dr. Nermien Ismail Language Schools”, er en velorganiseret, struktureret og disciplineret privatskole. Hver morgen skal eleverne stå ret på rad og række i deres nystrøgne uniformer og synge med på Ægyptens nationalsang, der ”blaster” ud over plænen, hvorefter de systematisk går enkeltvis ind på skolen og finder deres klasseværelse. I anledning af vores besøg er der nogle af lærerne, der forsøger at inddrage os i undervisningen ved at lægge op til diskussion om en række tabubelagte emner, som kan illustrere, hvor forskellige, vi kan være. Skolen praktiserer under normale omstændigheder udenadslære, og det er tydeligt, at eleverne ikke er vant til at diskutere og sætte spørgsmålstegn ved noget. Groft sagt lader det til, at de ikke lærer at tænke selv og have en selvstændig mening om noget. Dette hænger selvfølgelig også i høj grad sammen med deres religions enorme betydning. Som flere af eleverne sagde: Alle svar findes i Koranen. Det er tydeligt, hvordan deres hverdag er domineret af religion og af en opvækst i et patriotisk samfund, hvor et godt omdømme – især for pigerne – er altafgørende.

En af de følgende dage lejer egypterne en fodboldbane på en af nationalskolerne, hvor vi låner faciliteterne efter skolens lukketid. Men vi når ikke at spille meget bold, før fire vrede mænd kommer hen og beder alle pigerne om at gå øjeblikkeligt, hvis ikke de kan dække skuldrene og håret. Det er virkelig svært for mig at forstå, hvorfor det skal være så stramt og firkantet det hele.

En anden ting, jeg har svært ved at forstå i Ægypten, og som står fuldstændigt i modsætning til alt det stramme og firkantede, er trafikken. Den er hektisk og ustruktureret. Bilisterne overhaler, som det passer dem og kører så tæt, at der ofte kun er et enkelt hagls bredde mellem bilskærme og gadefejere, som vader tværs over motorvejen for at gøre deres arbejde. Den uorden vænner jeg mig nok aldrig helt til. Her er ingen vejskilte eller lyskurver. De overhaler indenom, hvis det er lettest og kører 160 i timen bortses fra, når de holder stille i en af de mange tætpakkede køer. Til gengæld, hvis man overholder færdselsreglerne vil det gå galt, fordi alle andre gør det ikke. De har opbygget deres egne systemer midt i kaosset.

Hvor er det egentlig vildt, at ægypterne, med al deres religiøse disciplin og alle deres stramme regler for god opførsel og ordentligt omdømme, alligevel kan opføre sig så sindssygt, når de befinder sig i trafikken. Det er som om det buldrende kaos kommer til at virke helt oprørsk i forhold til alle reglerne i samfundet.

Nu er dagen kommet, hvor vi har fået lov til at shoppe i en af de berømte bazarer i Kairo. De scenerier, der rammer ens øje er, så eksotiske og uforudsigelige som var man trådt ind i den vildeste filmkulisse. Bazaren er et væld af sanselige indtryk. En ukendt krydret luft fyldt med røgelse og krydderier og en tung sød duft af shisha (vandpibe), der fylder de smalle tætpakkede stier. Stierne er støvede og snavsede, men fyldt med flotte farvestrålende tørklæder og kjoler, orientalske tæpper, funklende overflod af smykker og religiøse genstande, dekorative kunstværker og pudsige finurligheder. Midt iblandt alle duftene og de spraglede farver står de sorte tildækkede kvinder igen i en stærk kontrast. Flere kvinder bærer Burka, hvor det eneste, man kan ane, er deres øjne gennem store mørke solbriller, der skærmer dem fra det skarpe dagslys. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det virker frihedsberøvende og kvindeundertrykkende, selvom de sikkert selv er stolte af den. For mig er det en meget firkantet tolkning af Koranen og en gammel tradition, der skal markere de hierarkiske kønsforskelle mellem mænd og kvinder. Der er mange ting, jeg ikke forstår. Jeg får så mange indtryk på denne tur, og noget af det hænger bare ikke sammen. Jeg prøver desperat at finde nogle sammenhænge, nogle mønstre der kan få det til at give mening for mig.

Der hvor Ægypten i sin kultur er meget firkantet og traditionsbunden, har landets kultur samtidig denne vilde farverige, krøllede og sanselige måde at udtrykke sig på. Og der, hvor vi i Danmark har en kultur med menneskelig frihed og selvstændighed, har vi samtidig nogle kulturelle og kunstneriske udtryk, der er farveløse og kantede og med rene linjer. Jeg spekulerer på, hvad det er der gør, at deres stive religiøse og traditionsbundne samfund samtidigt er så utroligt inspirerende, smukt, farverigt og sanseligt. Det er, som om alt det, de ikke må udtrykke i virkeligheden, bliver udtrykt gennem deres kunst, religion, mad og arkitektur. Omvendt har vi jo egentlig i Danmark med vores frihed og selvstændighed en tendens til at omgive os med farveløst, firkantet, klinisk dansk design. Gad vide om vi i al vores frihed, og med de alt for mange valgmuligheder, livet byder os, har brug for ro omkring os med faste rammer og enkle strukturer? Og gad vide om de med deres stramme rammer, faste strukturer og ufrihed (især for kvinder) har brug for at bryde ud af dette ved at udtrykke deres sanselighed af andre veje?

Der er så mange forskelle imellem ægypterne og danskerne. Men alligevel har jeg hele tiden haft en følelse af, at der er noget, der binder os unge sammen alligevel. For eksempel griner vi af de samme film, cruscher på de samme tv-stjerner og synger med på de samme sange. Og vi snakker om mange af de samme drømme og visioner for fremtiden.

Indsigten i de mange ligheder og en ægte fællesskabsfølelse kulminerer for mig, da vi sent hen af aftenen den 26. september træder om bord på en båd på Nilen – en gruppe på 15 unge mennesker: ægyptere og danskere. Vi har kørt mange kilometer for at komme derud, og nu er vi på en lille sejltur sammen. Mens vi flyder rundt midt på floden, langt væk fra forventninger, tradition, religion og hverdag, mærker jeg en pludselig stærk følelse af, at vi alle sammen befinder os samme sted. Ikke bare fysisk. Men nærmest kosmisk…

Dét at det er muligt at mødes for to så vidt forskellige kulturer og sidde på en båd og være helt sig selv, grine, lytte til hinandens musik og danse, som man har lært at danse, tale fælles sprog, åbent og ærligt, og lade sig inspirere og lære i en vekselvirkning mellem hinanden. Denne helt særlige oplevelse gav mig en stærk følelse af, at når alt kommer til alt, så har vi jo lyst til hinanden. Trods alle forskellene og alt det fremmede, vi ser i hinanden, og uanset religion eller kultur. Det er her, jeg bliver født som verdensborger. Fri af kulturbindinger og forventninger. I den frihed møder man hinanden et andet sted. Kultur og religion er jo smukke ting, og det er forskellighed også. Men det er først, når man kan frigive sig en smule fra dét og finde derhen, hvor man reelt møder hinanden og finder ind til kærnen af dét at være menneske. Det er her, man bliver til en verdensborger, når man kan frigøre sig fra alt andet og udelukkende være tilstede som menneske sammen med et andet menneske.

Essay af Frida Landau

Letter from Egypt – 2016

Letter from Egypt – 2016

mari828v | 11th November 2016 | Permanent link

egyptApril 2016 we, the Egyptian students, visited Copenhagen and received amazing hosts and had a new eye opening experience and made new friends thousands of miles away.

We were excited for them to come but didn’t want it to be the end. The danish students came to Cairo in September. They saw all the Egyptian monuments and the rich Egyptian culture it was so fascinating to see Egypt in their eyes. I had so much fun hosting my girls Marie and Franciska as well as getting to know the others. It was a new experience and an amazing opportunity that we wish to happen again.

Love,
Hannia khattab, student at NIS

Hvad helvede er en verdensborger?

Hvad helvede er en verdensborger?

mari828v | 10th November 2016 | Permanent link

screen-shot-2016-11-10-at-17-38-52

”Verden i dag mangler i uhyggelig grad respekt for forskelle og mod til dialog mellem kulturer i et fælles verdensborgerligt liv”. Sådan indledes sidste kapitel i Peter Kemps bog fra 2005, Verdensborgeren som pædagogisk ideal. Og spørger man mig, så har filosoffen fat i vor tids muligvis vigtigste problemstilling. Med teknologien og globaliseringen i den 21. århundrede synes alting muligt. Men hvordan i alverden skal vi forholde os til hinanden?

Cairo, Egypten, 25. september 2016, ca. 20:30. I en Uber sidder jeg med fem venner; to danskere og tre egyptere stablet ovenpå hinanden for ikke at forstyrre bilens syvende mand, chaufføren. Vi er på vej til en fodboldbane lidt udenfor centrum, hvor planen er at mødes med resten af Cairo-Copenhagen-gruppen for at spille noget aftenbold, mens de ikke-interesserede kan sidde på café og hyggesnakke. Efter en lille times kørsel ankommer vi til parkeringspladsen, og kort tid efter er hele gruppen samlet. Evindeligt nysgerrig som jeg er, går jeg med tre egyptere – to drenge og en pige, Farida – op ad trappen til det mellemstore stadion, som egypterne har lejet til anledningen. Jeg når akkurat at kaste et blik på den projektøroplyste kunstgræsbane og udstøde et ivrigt ”wow!” før vores lille flok bliver gået i møde af tre fuldvoksne mænd med fuldskæg, armybukser og støvler, der tilsyneladende kan rumme tre fødder hver. Jeg ser til mens egypterne snakker på arabisk, og jeg henkaster den temmelig aggressive tone med, at det meste på arabisk lyder som et skænderi. Men inden længe kommer Farida over til mig og fortæller, hvad mændene havde sagt: ”Jeg må ikke være på området, da jeg kaster skam over min familie ved at have bare skuldre”, lød det, og således gik vi alle tilbage til gruppen og samlede vores tanker. Fem minutter senere går selvsamme Farida, nu iført cardigan, med Victoria og to nye egyptiske drenge op for at forhandle en løsning med boldbanens vagter. Men deres krav var soleklare: Ingen kvinder, medmindre de er iført burka. Slukørede beslutter hele flokken i fællesskab, at det ikke er holdbart at forlade halvdelen af selskabet for at stille vagterne tilfredse. Vi iværksætter plan b og fordeler os på ny i 7-8 biler og kører tilbage i retning mod en stor gade med caféer, hvor vi kan sidde i stedet. Vi når ikke forbi mange vandpibecaféer, før jeg spørger min egyptiske vært på forsædet, om så tydelig kønsdiskriminering er normalt i byen og hvorvidt han finder det i orden, at en fodboldbane er lukket område for folk uden Y-kromosomer. Til det svarer han: ”Ja da! Det er kun naturligt. Banen er ejet af en islamisk drengeskole, som derfor ikke kan lukke piger ind – og det med de bare skuldre skyldes, at man i nogen grene af islam anser kvinder, der færdes utildækket på en gade om aftenen som prostituerede”. Ifølge islamisk lov er prostitution en synd, da det kun er indenfor ægteskabet, at man må omgås intimt. Den forklaring køber den del af den danske delegation, som er repræsenteret i bilen, ikke – og Victoria får da også udstødt et lidt for højlydt ”WHAT?!”. Hun tager det dog i sig igen, da hun indser, at det faktisk er 17-årige Ahmeds oprigtige overbevisning, at en af de episoder i hendes liv, hvor hun har følt sig allermest krænket på sine rettigheder, er helt og aldeles i orden.
Ved caféen senere samme aften spørger en af de egyptiske piger, som var med i bilen, Victoria og mig om vores syn på episoden. Vi svarer temmelig umiddelbart og i munden på hinanden, at det kvindesyn, som kom til syne ved fodboldbanen, er et vi aldrig før har oplevet, heller ikke i Egypten. ”Hvor må det være skønt at bo et sted, hvor man ikke skal tænke over sit køn og sin påklædning 24 timer i døgnet,” udstøder Basma så med et dybfølt suk. Vi søger en uddybning og spørger om man dog ikke kan gøre noget ved problemet, enten fra politisk side eller som privatperson. Hun kigger på os som om vi var komplet gale i bolden og svarer koldt: ”Ha! Som om det nogensinde kommer til at ske”.

Episoden har sat gang i mine tanker. På én gang finder jeg det helt fantastisk, at jeg kan føre en meningsfuld samtale med unge mennesker et så anderledes sted i verden – og på samme tid finder jeg det forfærdeligt, at man i Egypten i så høj grad er slave af sin kulturarv. At det er så fundamentalt for det egyptiske samfund, at kvinder opfører sig på én måde og mænd på en anden, og at det stort set ikke er muligt at ændre på. Og at det samme gælder alle mulige andre samfundsforhold: Religionens rolle, vigtigheden af familiebåndet og ikke mindst kærligheden til fædrelandet – og listen er endnu lang. Alle disse normer og traditioner er så dybt indridsede i det egyptiske samfund og egypternes identitet, at de formentlig vil forblive relativt uændrede mange årtier ud i fremtiden.
Men fører jeg egentlig mig selv bag lyset med mine udsagn, og gælder det i virkeligheden mig selv og mit samfund i ligeså høj grad? Bare med modsat fortegn? Det mener jeg ikke. Hvis man vil sætte et modsætningsforhold op mellem stat og individ, mellem tradition og modernitet, mellem fastholdelse og frihed, så lad mig sammenholde Egypten med USA. Mig selv og Danmark pakker vi væk indtil videre. Hos amerikanerne lyder mantraet gang på gang: ”Freedom! Freedom! Freedom!,” og tanken er, at enhver skal have (og for det meste også har) muligheden for at ’være sin egen lykkes smed’. Men på mange punkter har den amerikanske ideologi fejlet: Fokusset på individualisme og personlig frihed har medført et forskruet markedssystem, hvor økonomien har fået så frie tøjler, at det er skyld i et muligt nært forestående sammenbrud af nationen. Den oprindeligt smukke tanke bag liberalismen, formuleret i fordums tid af Adam Smith og John Locke, er i praksis blevet korrumperet til at danne ramme om et samfund, hvori man kun tænker på sig selv, hvori skellet mellem rig og fattig er vokset til en hidtil uset størrelse, og hvori de knap så heldige bliver ignoreret, ja nærmest trampet på. Et samfund, hvor man er så ensporede fortalere for det bestående demokrati, at man overser dets fejl og mangler og derfor ikke evner at forbedre det. Og dette i en tid hvor dets fundament for alvor er begyndt at skælve i takt med populismens udbredelse.
I skarp kontrast hertil står Egypten som den virkelige verdens bud på konservatisme (selvom der findes endnu mere konservative samfund andre steder i verden kan Egypten snildt anvendes i sammenligningen). Her kan du blive arresteret for at udtale dig krænkende om præsidenten, fordi ytringsfrihed i mange henseender kommer i anden række. Vigtigere end den er nemlig at værne om den ene værdi, egypterne reflekterer sig selv allermest i: Loyalitet mod Egypten. Her mener jeg både militæret, præsidenten, hans regering og hans forgænger, men også kulturen, religionen og historien, som landet er bygget op omkring. På skolen i Cairo synger samtlige elever hver eneste morgen nationalsangen, mens de ærefrygtigt skuer mod det store, blafrende flag, som tårner sig op over skolegården. Desuden er det gennemgående for samfundet, at man udviser den ypperste respekt for sin familie, hvilket for piger ofte kommer til udtryk ved et arrangeret ægteskab i en tidlig alder og for drenge ved tjeneste i militæret.
Mens man i USA opfatter sig som garant for fremtiden med det frie individs uendelige muligheder, er det i Egypten snarere fortidens storhed med fællesskabets traditioner, man lægger vægt på. Til fælles har de to samfundstyper dog det træk, at de er fanget i en selvopfattelse, hvor deres land er det centrum, andre skal kigge hen imod og søge inspiration hos. Dermed afviser man at kigge ud mod den store verden og ender i stedet med en snæver, national horisont.
Hvis jeg skal fortsætte i samme forholdsvis generaliserende toneleje, kan jeg uden dårlig smag i munden skrive, at jeg mener man i Danmark adskiller sig drastisk fra både det amerikanske og det egyptiske verdenssyn. Måske skyldes det, at Danmark historisk set har været dybt afhængig af internationale relationer både handels- og sikkerhedsmæssigt, og at vi derfor har været tvunget til at se ud over vores egen næsetip. Måske har vi valgt den rette ideologi, som indebærer en nogenlunde balance mellem de tre grundideologier. Måske er det tilfældigheder. Men uanset hvad, så anser jeg det som en dansk værdi, at man interesserer sig for og engagerer sig i andre samfund end det, man møder på sit eget dørtrin. Det er en dansk værdi at arbejde for idealet om et fællesskab for hele menneskeheden. Helt konkret er det en dansk værdi at have respekt for forskelle og mod til dialog mellem kulturer i et fælles verdensborgerligt liv.

I Cairo mærkede jeg for første gang hvad det vil sige at være verdensborger. Omsider, efter 18 års opdragelse i konceptet, hvoraf de seneste to har været ekstra intensive, så giver det fandengalemig mening. Nu gælder det om at holde fast.

Jeg vil lade Peter Kemps sidste ord i sin bog ligeledes blive de sidste i dette skrift. Om verdensborgeren skriver han følgende:

”Den globale verdensborger er således i dag den eneste figur, der formår at overvinde modsætningen mellem individ og statsborger, mellem den enkelte og staten. For viljen til at være verdensborger i globaliseringens epoke frigør individet fra staten og til det højeste politiske fællesskab hen over alle statslige bånd”.

Det er jeg enig med ham i. Og det er pisse vigtigt.

Essay af Viggo Lehrmann

“From strangers to Family” – Homestay

“From strangers to Family” – Homestay

mari828v | 12th May 2016 | Permanent link

24 Egyptiske elever fra Dr. Nermien Ismail American School i Cairo landede i Kastrup Lufthavn en solrig fredag. I lufthavnen stod der 28 spændte (og nervøse) danske elever og ventede. De skulle nemlig huse en fremmed person fra en fremmed kultur i 7 lange dage. Hurtigt forsvandt alt nervøsiten, de egyptiske elever er jo bare lige som os. De kan lide at drikke kaffe, snakke, spille fodbold.

group 1. day

 

sander, reema, lullu og marie

shady

franne + egyptere

frida, hannia, reema

salma homestay
Efter 7 dage var det ikke længere en fremmed person der boede på ens værelse. Det var en ny ven, et nyt familiemedlem.

Note from the Egyptian students

Note from the Egyptian students

mari828v | 12th May 2016 | Permanent link

Our fourth group of students visited our sister school, Rystensteen Gymnasium in Copenhagen. Our visit included multiple social exchanges, where the students debated everything from politics to food. NIS students participated in English classes, where we analyzed and discussed both Danish and Egyptian literature. The students also had a chance to visit some of Denmark’s most memorable sights, including the UNESCO Heritage site, Kronborg Castle and the famous amusement park, Tivoli Garden.

Despite the freezing cold, our students got a warm Danish welcome by their hosts and the teachers at the school. We were very pleased by how well this group jumped right into the new cultural experiences, with respect and trust. Some of our students are already planning to return to Copenhagen as soon as they can. We can say with confidence, that the trip was a success!

– Reema Tamer, Participant in CC4

Egyptisk besøg i København

Egyptisk besøg i København

mari828v | 11th May 2016 | Permanent link

Kulden bed, vinden hylede og regnen skyllede i stride strømme over de kuldskære egyptere der klamrede sig til deres ørkenjakker på tirsdagsturen til Helsingør. Trods det forfærdelige vejr, der holdt selv dronningen væk fra sit årlige visit, lyste deres øjne op da de trådte ind i slotsgården til det prægtige Kronborg. Det var sjovt for de danske elever at komme tilbage til et sted, de fleste havde besøgt for mange år siden, men den største oplevelse var naturligvis – på Kronborg såvel som på hele det egyptiske besøg – at få lov til at opleve det kulturchok, det for egypterne var at opleve en helt anden verden.

Og det har været et chok, i hvert fald til at starte med. Til gengæld gik det hurtigt op for begge parter, at vi i virkeligheden ikke er ret forskellige. Vi har mange af de samme vaner og interesser, og det gik hurtigt op for os, hvor let kommunikationen flød. Selvom stafetten var hos os, nu hvor de var gæster i vores hjem og på besøg i vores land, var det tydeligt fra start af, hvor initiativtagende egypterne var. Det var ikke kun dem, der skulle lære dansk kultur at kende; vi skulle også lære den egyptiske. Rundt om middagsbordet derhjemme hørte man om alverdens egyptiske traditioner samt religion og politik, mens de to sjove aftener på vandpibecaféer gav et mere praktisk indblik i den egyptiske kultur, især gennem sang og dans. Således blev der skabt en base for at fællesskabet i den store gruppe af gæster og værter hen over ugen kunne blive til reelle venskaber på tværs af landegrænser. Det har uden tvivl været utrygt for danskerne at skulle åbne deres hjem for en fremmed og for egypterne at træde ind i det. Men her kan man tale om noget, vi alle har lært og kan tage med videre: Det er kun ved at bryde barrierer, at man kan udvikle sin sans for medborgerskab (/verdensborgerskab).

cc4 fælles
Danske og Egyptiske elever foran Rysensteen Gymnasium i April 2016

 

Rejsen til Egypten anno 2015

Rejsen til Egypten anno 2015

mari828v | 11th May 2016 | Permanent link

Cairo has been described as one of the world’s most unattractive cities, and I understand why. The air filled with pollution and dust from the dessert enters your lungs, the sound of constant honking shouts its way into your ears, and the heat embraces your body, making you bewildered and aggressive. Cairo has a population of around 20 million and is still growing. The consequences of this overpopulation can clearly be seen when going through the city. The traffic is one big mess only ruled by the system of chaos, while mountains of garbage are lying beside the streets only waiting to grow bigger.

Initial impressions of Cairo can surely lead to overwhelming emotions of confusion, attempting to sort out the jumble of energy and life that surrounds the capital. But this jumble of impressions was not only connected with headache and dizziness. In between all this chaos, Cairo has a mysterious ability to charm. The streets of Cairo are a riot of colour and form, and in the evenings every tiny square is filled with people engaged in eating, smoking and talking while enjoying the soft and gentle night.

cc3

Navigating through Cairo is surely crazy and exhausting, but also very rewarding and charming. As the days passed on I began to understand the charm of the city. At last I even found the traffic charming, and as I started to relax more, I slowly but surely fell in love with the aura of the city. As I walked around with my host I for example experienced that it was common to converse with strangers. I found this fascinating and think it is something that we could learn from here in Denmark, where you are considered a strange person if you chat with strangers in the bus or in the train. From my point of view it is a bad sign of egoism and fear. Conversations with strangers can often be very rewarding because they open your to colourful aspects of human nature. And exactly this is very important in the world today: in a world that is deeply affected by political tensions, contradictory cultures and different religions. That is also why I think the GCP programme is very giving. If it was possible I actually think that everybody should have such a trip, where you are living together with a family in an unfamiliar and foreign culture. Such travels help break down prejudices, which is necessary if you want to understand and interact with other cultures. My experience was that people in Egypt in general are very kind and always ready to help if needed. My host family did what they could to make sure that I had a pleasant stay, and it was clear that the Egyptians wanted to show their country from its best side. It shines through the Egyptians that they are proud of their country, and when we visited the Giza pyramids I understood why. I was overwhelmed by the size of the pyramids they were much bigger than I had expected. It is amazing that such enormous constructions were build 2500 years before Christ. However, My favourite experience was the trip to the Nubian village. Bathing in the Nile was magic, the camel ride was frightening yet eventful and the village itself was totally wonderful. It was like taking a journey back in time to another world. Unlike Cairo the streets were not filled with cars, but with camels running through the tiny streets, as they pleased. Unlike Cairo the air was not filled with pollution, but with a jumble of different scents and aromas. And instead of listening to constant honking from cars, we were seduced by the melody of the soothing calmness of the Nile. As we in the evening sailed away from the village it thus hit me that Egypt is a multifarious society with a wide diversity of cultures: From the modern and hectic city life of Cairo to the traditional, natural life of a Nubian village.

The traffic in Cairo is in many ways a reflection of the Egyptian society: even though it takes a lot of time, people somehow always manage to reach their destination. It works, in a very screwed up definition of the word “works”, but it does. The society works in the same way: the society seems stagnant and not developing, but people somehow manage to survive. A screwed up definition of the word “survive”, but they do. The chaos represented in the traffic also shines through in the society, a society dealing with serious problems such as poverty, inequality and corruption. Egypt is chaotic, but it is that chaos and appearance an disorder that gives the country its intense charisma and provides everlasting entertainment.

Kulturmødet

Kulturmødet

mari828v | 11th May 2016 | Permanent link

Som elev på Rysensteen Gymnasium, bliver vi gennem de fleste af hverdagens lektioner og arrangementer forberedt på diverse kulturmøder. Gennem skolens kendetegn – vores Global Citizenship Programme, bliver vi på daglig basis mindet om, at vi skal forlade denne skole som globale verdensborgere.

Ét af disse kulturmøder er, for vores vedkommende, en rejse til Cairo, Egypten. For at forberede os selv på dette kulturmøde, er det vigtigt for os at forstå Egyptens kultur – ikke kun de aktuelle emner, der blæses op i medierne, men også Egyptens kulturelle og historiske baggrund. Kulturmøder handler om, at kunne sætte sig ind i andre menneskers kulturelle baggrund. Det er ikke et spørgsmål om at være enig i andre kulturers værdier, men et spørgsmål om at have viljen og redskaberne til at forstå disse værdier. Kulturudveksling giver muligheden for, at forstå hvorfor andre samfund opfører sig på en bestemt måde.

 

cc map

Vis flere nyheder

Video

Nationalisme i Egypten – GCP FILM 2016

Nationalisme i Egypten – GCP FILM 2016

Nationalisme i Egypten – GCP FILM 2016

mari828v | 10th November 2016 | Permanent link

Egyptens religion post revolutionen – GCP FILM 2016

Egyptens religion post revolutionen – GCP FILM 2016

Egyptens religion post revolutionen – GCP FILM 2016

mari828v | 10th November 2016 | Permanent link

Egyptens præsidenter – GCP FILM 2016

Egyptens præsidenter – GCP FILM 2016

Egyptens præsidenter – GCP FILM 2016

mari828v | 10th November 2016 | Permanent link

The Good Daughter – GCP FILM 2016

The Good Daughter – GCP FILM 2016

The Good Daughter – GCP FILM 2016

mari828v | 3rd November 2016 | Permanent link

“The Good Daughter kigger på unge mellemøstlige pigers rolle i samfundet, med fokus på de egyptiske piger. Filmen undersøger den måde piger bliver behandlet i forhold til deres mandlige modpart, filmen har endvidere fokus på forskelle og ligheder ved den vestlige ungdomskultur og den mellemøstlige

 

Unge egypteres forhold til Islam – GCP FILM 2016

Unge egypteres forhold til Islam – GCP FILM 2016

Unge egypteres forhold til Islam – GCP FILM 2016

mari828v | 3rd November 2016 | Permanent link

Denne film omhandler unge egypteres forhold til religionen Islam, og hvordan dette forhold har ændret sig siden det Arabiske Forår. Under Det Muslimske Broderskabs styre, blev religionen brugt til at kontrollere den egyptiske befolkning, og vi har derfor valgt at undersøge, om det har haft en betydning for de unge egypteres syn og forhold til religionen.

Vis flere videoer